Ejendomshandel og Advokat
Hvad bør man være opmærk-som på ved en ejendomshandel?
Boligkøb er for de fleste en stor, hvis ikke den største, investering de kommer til at foretage.
Der er mange forhold af både juridisk og økonomisk karakter at være opmærksom på i forbindelse med en ejendomshandel. Det er derfor vigtigt at sikre sig mod de mange faldgruber, så man undgår ubehagelige overraskelser.
Bolighandlens dokumenter
Der indgår mange forskellige dokumenter af forskelligt indhold i en ejendomshandel. For en køber af fast ejendom er det vigtigt at kende og forstå indholdet af disse dokumenter, da de ofte indeholder informationer af afgørende betydning for købers interesse i ejendommen, herunder blandet andet en tilstandsrapport om ejendommens fysiske stand eller en tingsbogsattest, der oplyser om tinglyste rettigheder på ejendommen, der kan begrænse købers adkomst til denne.
Uvildig rådgivning til købers fordel
Som køber bør man være opmærksom på, at ejendomsmægleren primært varetager sælgers interesser. Det kan derfor være en fordel at søge uvildig rådgivning hos en boligadvokat, der kan sikre boligkøberens interesser i ejendomshandlen. Et boligkøb vil ofte være en stor investering, hvorfor advokatens salær typisk tjener sig ind ved rådgivning og hjælp i alle købets faser samt sparede bekymringer ikke mindst.
Ejerskifteforsikring
En ejerskifteforsikring har til formål at dække skjulte fejl og mangler, som forelå allerede ved overtagelsesdagen, men som først efterfølgende bliver opdaget. Det er vigtigt at bemærke, at køber ikke kan tegne en ejerskifteforsikring efter overtagelsesdagen, hvorfor spørgsmålet om at tegne en ejerskifteforsikring skal være bestemt på forhånd, inden man overtager ejendommen. Vælger køber at tegne en ejerskifteforsikring, kan sælger som hovedregel ikke gøres ansvarlig for skjulte fejl og mangler, idet mangelsansvaret overføres til det forsikringsselskab, hvori man har tegnet sin ejerskifteforsikring. Det betyder, at køber i stedet kan søge tab ved udbedring af mangler dækket af forsikringsselskabet.
Boligkøbets finansiering
Overvejer man at erhverve en ny bolig, er det afgørende at have styr på finansieringen gennem sin bank, sparekasse eller sit realkreditinstitut. Det er her muligt at blive kreditvurderet samt opnå forhåndsgodkendelse til et lån i tilfælde af, at man finder en ejendom, man ønsker at købe.
Hvornår er en samejeoverenskomst relevant?
Køber man hus i fællesskab med to eller flere, bør man overveje at udfærdige en samejeoverenskomst. Den skal regulere både de løbende forhold under samejets beståen, men også indeholde retningslinjer for, hvad der skal ske med ejendommen i tilfælde af samejets opløsning, dvs. i den situation, at parterne af forskellige årsager ikke ønsker at eje ejendommens i fællesskab længere.
Købers fortrydelsesret
Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom tildeler en boligkøber ret til at fortryde bolighandlen på nærmere angivne betingelser. Den lovbestemte fortrydelsesret udløber 6 dage efter aftaleindgåelsen. Ønsker køber at gøre brug af fortrydelsesretten inden fristens udløb, er det en forudsætning, at køber både skriftligt henvender sig til sælger samt betaler en godtgørelse til sælger svarende til et beløb på 1% af købesummen.
Købers advokatforbehold
Det er altid en fordel for køber at få indskrevet et advokatforbehold i købsaftalen. Det vil ofte være formuleret således, at købers underskrift på købsaftalen ikke alene er bindende, førend købers boligadvokat har godkendt handlen i sin helhed inden for en bestemt frist. Der giver først og fremmest køber mulighed for at gennemgå handlen med sin advokat efter at have underskrevet aftalen. Dernæst er køber frit stillet over for sælger, såfremt advokaten ikke godkender handlen. Fordelen ved at indsætte et advokatforbehold er, at køber ikke skal betale sælger en godtgørelse svarende til 1% af købesummen, hvis han træder tilbage fra handlen. Det er anbefalelsesværdigt, at køber giver sig tid til en grundig gennemgang af handlen med sin advokat, idet en ejendomshandel ofte er kompleks og indeholder mange juridiske problemstillinger.